HEJ FORFATTERSPIRER! JEG HOLDER FERIE FRA I UGE 29-30-31 OG SVARER I DENNE PERIODE IKKE PÅ MAILS. GOD SOMMER!

Tjekliste: Udgiv ikke din bog, før du har gjort disse 10 ting

udgive en bog

Jeg har set rigtig mange forfattere begå en alvorlig fejl, når de udgiver deres første, anden, tredje eller endda tiende bog: De glemmer 10 centrale ting, før bogen udkommer, og det smitter af på hele bogens levetid.

Hvis du ikke har tid til at læse hele tjeklisten til din bogudgivelse, eller der måske er længe til din bog udkommer, så kan du downloade en printvenlig PDF af hele tjeklisten her.

Begår du begynderfejl numero uno?

Det er en klassiker.

Og jeg ser den begået selv af forfattere, som har 5-10 bøger bag sig. 
Så du er ikke alene, hvis det her er din tilgang ...

TIP: Se hvad jeg taler om i videoen herunder, eller læs videre for flere detaljer under videoen​ ...

 

Fejlen er, at man som Hedvig Potter i eksemplet her 'bare' laver et opslag på Facebook, der først på selve udgivelsesdagen (!) proklamerer: min bog er udkommet.

 

Hvorfor må du ikke lave denne begynderfejl
i DIN bogudgivelse?

Der er flere elementer i det, og jeg går mere i dybden længere nede i posten. Men et kort overblik:

  • Informationen om din bogudgivelse kommer ALT for sent!
    (Mere om timing længere nede i denne post)
  • Oplysningen kan KUN findes på Facebook og ikke f.eks. via Google
  • Læserne kan ikke genkende din bogs forside og glemmer den derfor hurtigt.

10 ting du skal du gøre i stedet,
hvis din bog snart udkommer

Hvis du ikke ved så meget om at markedsføre din bog, men gerne vil lære mere, så er du kommet til det rette sted. Jeg vil gerne hjælpe dig!

I denne oversigt får du mine bedste råd om forfattermarkedsføring FØR din bogudgivelse.

1. Vælg en god dato til din bogudgivelse

Det er ikke ligegyldigt, hvilken dato, du vælger til din bogudgivelse.

Dette skal du overveje:

  • Udkommer der mange andre bøger på samme tidspunkt?
  • Er det en fordel, eller drukner din bog i mængden?
  • Kan du bruge et event som 'løftestang' for din udgivelse? F.eks. BogForum, Krimimessen, Fantasybogmessen, Fantasyfestivalen osv.

Hvis du er selvudgiver, kan du jo selv vælge udgivelsesdatoen, men hvis du udkommer på forlag, kan det være, at du skal tale med forlaget om, hvilken dato, de regner med, at din bog skal udkomme. Hos nogle forlag kan du selv få indflydelse på dette.

2. Udsend en pressemeddelelse
FØR din bogudgivelse

Det er vigtigt at informere pressen om, at din bog snart udkommer. Begynd derfor at brainstorme på din pressemeddelelse i 1-2 måneder FØR bogen udkommer.

Dette skal pressemeddelelsen indholde:

  • Fakta om bogen så som titel, forfatter, udgivelsesdato, pris, sidetal.
  • Billede af bogen.
  • En historie 'bag om bogen', som er interessant for pressen og relevant for bogens indhold.
  • Kontaktoplysninger på forlagets pressemedarbejder

Hvis du er selvudgiver, kan du jo selv forfatte en pressemeddelelse, men hvis du udkommer på forlag, kan det være, at du skal tale med forlaget om, hvem der skal skrive pressemeddelelsen. Måske har de en pressemedarbejder, som tager sig af den slags.

Ressourcer: Udsend f.eks. din pressemeddelelse via Presswire.

3. Kontakt aviser og bogbloggere

Det er også vigtigt at sende din bog til anmeldelse i god tid før den udkommer. Gerne mindst en måned i forvejen. Du kan forsøge aviserne, men ellers er bogbloggerne også en god idé:

Her finder du bogbloggere:

  • På Instagram under hashtags som #bogsnak
  • På Twitter under hashtags som #bogsnak
  • På Google ved at søge efter: 'bogtitel+anmeldelse'

Protip: Send ikke din bog uopfordret til bloggere.

Det kan være spild af penge, hvis de ikke læser den slags bøger, som din bog er. Find også ud af, om bloggeren f.eks. har mange følgere på de sociale medier som Facebook og Instagram. Hvis vedkommende har få følgere, kan det være, at anmeldelsen ikke når særligt mange potentielle læsere.

4. Lav et unikt hashtag

Ved at oprette et hashtag for din bog, kan du let følge med i, hvis nogen omtaler den på Facebook, Twitter og Instagram.

Hvad er hashtags:

  • Hashtags er et søgeord med en # foran
  • På Facebook, Twitter og Instagram bliver ord med # foran til et link
  • Ved f.eks. at klikke på #Skyriel på Instagram, får du alle billeder med det hashtag at se.

TIP: Det er også en god idé at bede dine læsere om at bruge din bogs hashtag, så der derigennem kommer opmærksomhed på bogen.

5. Lav et coverreveal

En forsideafsløring eller et coverreveal er en begivenhed, der opbygger spænding og forventning hos dine fans.

Hvad kendetegner et coverreveal?

  • Foregår i stadier.
  • Opbygger spænding.
  • Kulminerer på en bestemt dato.

Eksempel:
I forsideafsløringen til Skyriel kørte jeg en puslespilskampagne på Instagram over seks dage.​

De 6 billeder danner et puslespil på Instagram:

Sådan laver du dit eget Instagram-puslespil til din forsideafsløring

Hvis du vil lave sådan et puslespil på Instagram skal du først tilpasse hele det store billede, så det kan deles i 6 lige store kvadrater. Herudover skal du være opmærksom på, at du skal poste billedet i nederste højre hjørne først, så billedet midt-nederst, så det i nederste venstre hjørne, så det i øverste højre hjørne osv.

Et andet eksempel er min forfatterkollega Nanna Foss, som brugte en konkurrence på Facebook og Instagram til at skabe spænding op til forsideafsløringen op Fantasyfestivalen i Esbjerg.

6. Lav et webinar-event for dine fans

Et webinar er et slags onlinemøde foran computeren, hvor du har mulighed for at præsentere din bog live for dine læsere.

Hvad kendetegner et webinar?

  • Foregår live.
  • Er en mulighed for at møde dine fans.
  • Er en mulighed for at få folk til at købe bogen på forhånd.

Eksempel:
Op til udgivelsen af Skyriel afholdt jeg et webinar sammen med mine forfatterkolleger Boris Hansen og Haidi Wigger Klaris.​

Takeaways:

Webinaret blev taget rigtig godt imod, og det gjorde at vi blev genkendt på bogmessen kort efter.​

7. Lav betalte Facebookannoncer op til bogudgivelsen

Betalte Facebookannoncer er de reklamer, du ser i højre spalte eller på din tidslinje, som har den lille tekst 'sponsoreret' over eller under opslaget.

Hvad kræves der for at lave en Facebookannonce?

  • Du skal have en Facebookside - dvs. en privat profil er ikke nok.
  • Det koster penge, men du kommer langt for 100-200 kr. Jo større budget, jo større rækkevidde.
  • Du skal kende din målgruppe. Jo mere præcist du kan målrette annoncen, jo mere effektiv er den.

TIP: Skal du f.eks. holde din boglancering i din hjemby, så er det en god ide at målrette annoncen til de mennesker, som bor i din by og som kunne tænkes at have interesse i at læse den. Læs også: "Virker boost på Facebook for forfattere?" - en artikel om annoncering på Facebook her!

8. Lav en konkurrence på Facebook

Det er en god idé at skabe opmærksomhed om din kommende bog ved at lave en konkurrence, hvor information om bogen foregår.

Hvad skal du huske, når du laver en konkurrence?

  • Lav et konkurrencebillede, der går igen på flere forskellige sociale medier.
  • Find en præmie, der passer til det, som konkurrencen skal promovere.
  • Indhold: Konkurrencen kan f.eks. bede deltagere om at svare på, hvad din kommende bog hedder - på den måde får du dem til at huske på bogtitlen.

TIP: Der er flere regler om konkurrencer på Facebook. De ændrer sig jævnligt, men nogle af dem, som har været fast i flere år er disse: Du må ikke kræve at folk liker din side på Facebook eller at de deler dit opslag. 'Likegating' er forbudt på Facebook.

Herudover er der flere andre krav til Facebookkonkurrencer. F.eks. skal du i konkurrenceopslaget skrive, at konkurrencen ikke er associeret med, støttet af eller sponsoreret af Facebook.

9. Lav et fysisk event i forbindelse
med din bogudgivelse

Det er en stor tilfredsstillelse at udgive en bog, og hvorfor ikke fejre det? Nogle gange ligger der års arbejde bag en udgivelse, og det er oplagt at gøre dagen mindeværdig.

Hvordan kan du holde et udgivelsesevent?

  • Du kan lave et arrangement i den lokale boghandel med signering, oplæsning og snacks.
  • Du kan lave en begivenhed i forbindelse med en messe, hvor du afholder en reception på dit forlags stand.
  • Du kan afholde et gratis arrangement på det lokale bibliotek, hvor du inviterer en skoleklasse til at komme. (Det har min forfatterkollega Martin Vinther Madsen gjort med succes).

TIP: Inviter lokalpressen til dit arrangement, det kan skabe ekstra omtale, især hvis der møder mange folk op. Hvordan sikrer du dig, at der kommer mange? (Se tip nr. 10).

10. Send invitationer via e-mail

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er for forfattere at have deres eget nyhedsbrev. Læs mere om emnet i denne Guide: Nyhedsbreve for forfattere - 3 tips om e-mailmarkedsføring.

Nyhedsbreve kommer også til sin ret i dette sidste tip til din bogudgivelse.

Hvorfor er det smart at sende invitationer via mail?

  • Mails har større rækkevidde end dine Facebookopslag.
  • Det vil sige, at flere ser deres mail end opslagene på Facebook.
  • I markedsføring er det vigtigt at påvirke målgruppen flere gange, før de køber.
  • Få dine nyhedsbrevsmodtagere til at føle sig særlige og specielle, fordi de bliver inviteret personligt.

TIP: Med et program som Mailchimp eller Active Campaign kan du spore, hvor mange der har åbnet dine mails, og se præcis hvem der har klikket på hvilket link i din mail.

Bonusdownload: Gem tjeklisten til din bogudgivelse på din PC i printvenlig PDF, så har du den klar, når din bog udkommer. Download din printvenlige PDF af hele tjeklisten her.

Del artiklen!

Jeg håber du kunne bruge artiklen til din bogudgivelse. Hjælp mig med at dele den på de sociale medier.

Bedste hilsener

Lene Dybdahl​.

Vil du selv i gang med at skrive en bog?
Få mine 10 nemme trin til at komme i gang med at skrive!

Udfyld med navn og e-mail og få tilsendt guiden.

Du modtager samtidig mit nyhedsbrev med forfattertips og nyt om forfatterkurser. Kan afmeldes når som helst.